Da soldaten blev kidnappet

Sandet hvirvlede i vinden og en lastbil kom kørende med fem soldater. En englænder og fire araberer. Det støvede og var ekstra varmt den dag. Nok omkring 42 grader. Vejen var en form for grusvej midt i ørkenen i Aden (i dag Yemen).

DSC_1019Det var Peter Stacey, der kørte lastbilen. Han var på tur med fire arabiske soldater og var på vej ind for at hente post og forsyninger til lejren. Det var altid et hit at hente breve. For der var kærestebreve imellem og breve fra soldaternes familier. Nogle fik endda også pakker med gode sager fra England. Det var altid godt at være budbringer.

Stacey kunne sagtens holde til varmen i Aden. Han var født og opvokset i Indien og var først kommet til England som 10-årig. Det var nødvendigt at kunne arbejde i varmen. Når Stacey ikke kørte post, trænede han i lejren og var på partruljer i området. Den engelske SAS-delegation var udsendt til Aden for at bidrage til at passe på landets olieledninger. Delegationen var specialtrænet og havde et stort ansvar og prøvede lidt af hvert i løbet af deres udstationering, men i dag var det roligt. Det var mest varmen, der drillede.

En dag som alle andre og så alligevel ikke

Stacey havde prøvet at tage turen til lufthavnen flere gange. Det var rutine og umiddelbart var denne dag ikke anderledes. Reglerne sagde, at mindst én engelsk bevæbnet SAS-soldat skulle følge med, når en eller flere arabiske soldater skulle uden for lejren.

Lastbilen kørte afsted. Det gik stille og roligt derudad de første 5 km. Men så skete der noget, der ikke måtte ske. Lige pludselig sprang to beduiner frem foran bilen og pegede deres geværer imod Stacey og de arabiske soldater. Med et gik det op for Stacey, at de var under angreb. Lastbilen var nødt til at stoppe, og de kunne ikke nå at trække deres våben og blev tvunget ud af bilen.

Beduinerne sagde intet. Ikke et ord. De lod geværerne tale.

Stacey og de arabiske soldater blev beordret til at aflevere deres våben. Derefter tvang beduinerne Stacey ind i bilen. Han kunne mærke et gevær i nakken, og han vidste, at nu var det alvor. Han måtte forblive helt rolig og trække vejret stille og sagte. Men det var svært i og med, at hans hjerte hamrede derudad.

Stacey forstod, at han skulle køre lastbilen videre sammen med beduinerne. De arabiske soldater blev efterladt på ørkenvejen.

Det giver sved på panden ikke at vide besked

Stacey var bange, men han begyndte at køre alligevel. Han kunne stadig mærke geværet. Spidsen havde en fast plads i hans nakke. Hans hjerte bankede endnu hurtigere nu. Beduinerne talte fortsat ikke, og det var 100% geværet og lidt tegnsprog, der forklarede Stacey, hvor han skulle køre hen.

Stacey fortsatte med at køre i næsten to timer. Det eneste, Stacey kunne se, var sand og atter sand. Men endelig fik han øje på en lejr ude i horisonten. Det var her beduinerne boede.

Lastbilen blev beordret til at køre ind i lejren og en håndbevægelse sagde, at Stacey skulle stoppe ved et af teltene midt i lejren. Nu skulle de alle ud. Stacey havde fortsat ikke noget valg og kunne stadig mærke geværet, nu imod ryggen, så han gjorde, hvad der blev forlangt.

Stacey kunne forstå på beduinerne, at han skulle med ind i et af teltene. Det syntes han var meget mærkeligt. Det var normalt forbudt område. Men med ind – det skulle han.

En meget syg kvinde

Inde i teltet lå der en kvinde i en seng på gulvet. Stacey kunne straks se, at hun havde det meget skidt. Hun lå og vred sig. Det var tydeligt, at hun havde frygeligt ondt i maven. Hun svedte og var meget bleg.

For første gang talte den ene af beduinerne:

”Du skal køre min kone til hospitalet i din lejr,” sagde han på et noget groggi engelsk.

Stacey åndede lettet op. Det skulle han selvfølgelig nok gøre.

Sammen fik de kvinden op i lastbilen og så kørte de afsted til englændernes lejr. Det var lettere at finde tilbage, nu da Stacey vidste, hvad det handlede op.

Han var lettet.

Det havde gjort et stort indtryk, at han ikke vidste, hvad der skulle ske.

Al usikkerheden var pludselig væk. Han kunne igen trække vejret normalt.

Tilbage i lejren fandt den engelske læge ud af, at den syge kvinde havde akut blindtarmsbetændelse og var nødt til at blive opereret. Det blev hun så med det samme. Kvinden og hendes mand måtte blive i lejren i en uges tid, så kvinden kunne komme til kræfter.

Turen tilbage til beduinernes lejr

Dagen kom, hvor Stacey fik at vide, at han skulle køre beduinerne hjem. Men hjem var ikke samme sted som sidst. For beduinerne havde skiftet lejrplads. Stacey forstod ikke, hvordan beduinerne vidste, hvor deres lejr var flyttet hen. De måtte være aftalt på forhånd. For de havde begge to opholdt sig i den engelske lejr, mens kvinden havde været syg. Stacey fandt aldrig ud, hvad der egentligt var sket. Måske havde en eller anden været budbringer.

Te, kager og vandpibe

Det var tydeligt, at beduinerne var glade for at være ”hjemme” igen. Manden takkede mange gange. Kvinden takkede og var så taknemmelig, at Stacey blev inviteret til te.

Stacey turde ikke sige nej. For han vidste godt, at beduinerne ville tage det ilde op, hvis han ikke sagde ja. Så han satte sig ned og fik serveret te og kage. Det smagte såmænd godt, men Stacey ville også gerne hjem igen til lejren. Da han ville sige farvel, hentede manden en vandpibe. Det skulle Stacey da også prøve, mente manden. Stacey røg slet ikke, men igen vidste han, at det ville være et brud på tillid, hvis han afslog. Så han blev pænt siddende og røg vandpibe og lod som om, at det var hyggeligt.

Efterfølgende sagde manden, at nu skulle Stacey gå med udenfor. Stacey sagde derfor pænt farvel til kvinden og gik ud af teltet, hvor der stod en kamel. Manden sagde til Stacey:

”Den er din.”

Stacey sagde tak. Han vidste jo godt, at han ikke måtte afslå. Det var en af de største gaver, man kunne få i Aden. Så det var lige meget, at han inderst inde ikke ønskede at blive kamelejer. For det blev han. Beduinerne var virkelig taknemmelige for, at Stacey havde reddet kvindens liv, så de bukkede og sagde pænt farvel.

Kamelen gik pænt med hen til lastbilen. Stacey havde heldigvis lidt reb i lastbilen og kunne binde kamelen fast til bilen. Derefter gik turen hjemad – men meget langsomt. For kamelen skulle jo følge med til bens. Det tog sin tid men lykkedes. Ørkenen var et flot syn den aften. Der var selvfølgelig ikke så meget andet end sand, men det var også imponerende, og hist og her var der bjerge og oaser. Turen hjem var lang og varm – ikke mindst for kamelen.

Da Stacey kørte ind igennem indgangen til lejren, kunne han høre vagterne grine bag sig. De havde selvfølgelig set kamelen. Inde på den store plads, stod en stor gruppe af soldater og hyggede sig efter aftensmaden. De kunne helle ikke dy sig.

”Nåhhh Stacey, råbte de. Er du blevet gode venner med en kamel? Så gode venner, at den bare skulle med dig hjem?”

Treversson kom forbi. Han var Staceys overordnede. Han kiggede på Stacey og kamelen. Så spurgte han:

”Er det din kamel?”

Stacey svarede ja.

Treversson sagde så:

”Den er dit ansvar.”

DSC_1020Stacey fik lov til at beholde kamelen i en uge. Så syntes Treversson alligevel, at det var for meget at have en kamel i lejren. Så Stacey fik besked på at køre afsted med den igen og slippe den fri. Det gjorde de så og heldigvis spottede Stacey en gruppe kameler ikke så langt fra lejren. Han stoppede derfor bilen og traskede afsted med kamelen. Da de kom tæt på de andre kameler, slap Stacey sin kamel fri. Han klappede den og gik tilbage til lastbilen. Og så kørte han hjem til lejren igen og så aldrig kamelen igen.

Fakta:

  • Peter Stacey var SAS-soldat i tre år. Han boede i Aden i 1 år.
  • Artiklen er skrevet i anledning af, at Peter Stacey fylder 80 til oktober. Han er min far.
  • Læs mere om den engelske hær her
  • Læs mere om Special Air Service (SAS) her

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s